Cookies ala Starbucks

Inspiration til haven – 8 fantastiske havebøger

havebøger

Når det kommer til havebøger har jeg afgjort et svagt punkt. Jeg er vild med at finde inspiration til mit haveeventyr og selvom der er uendelige muligheder for at finde information og inspiration på internettet er der alligevel ikke noget, der helt kommer op på siden af at sidde med mine bøger og bladre frem og tilbage, læse eller blot kigge på billederne.

Jeg har metervis af havebøger (og endnu flere kogebøger) men der alligevel nogle jeg bliver ved med at vende tilbage til – og fordi der var en forespørgsel på bloggens Facebookside om anbefalinger, følger her en liste over de 8 havebøger jeg oftest vender tilbage til igen og igen. Mine anbefalinger er naturligvis præget af den måde jeg dyrker min have – og ikke mindst køkkenhave – på.
Vi dyrker vores have efter økologiske principper og derfor har en del af mine havebøger omdrejningspunkt i økologien – men jeg er sikker på at de samme dyrkningsprincipper også kan bruges selvom man skulle vælge at dyrke sin have på en anden måde. Tag hvad du kan bruge til dit eget haveeventyr – og jeg hører naturligvis gerne fra dig hvis du har anbefalinger til gode havebøger.

8 fantastiske havebøger

  1. Den selvforsynende have af John Seymour. 

    En af mine absolutte favoritter og en klassiker, der som titlen afslører handler om hvordan man kan blive selvforsynende med frugt og grønt. Man må endelig ikke lade sig afskrække af at bogen efterhånden har en del år på bagen – den er evig aktuel og tilbyder specifik viden om hvordan man dyrker sin køkkenhave – lige fra jordforbedring, til årets gang i køkkenhaven er repræsenteret. Der er også fundet plads til et afsnit med forskellige råd og vejledninger – alt fra husdyr til vedligehold af haveredskaber er beskrevet. Den er illustreret med tegninger og er derfor en del anderledes end de moderne havebøger, der er fyldt med flotte fotografier – men det fungerer på charmerende vis alligevel. Bogen er for et par år tilbage udkommet i revideret form – min er den gamle version og fungerer heldigvis efter hensigten.

  2. Økologisk have – selvforsyning til husbehov af Jens Juhl og Sølva Falgren.

    Også i Danmark har vi haveentusiaster, der ligger inde med umådelig meget haveviden – og som heldigvis gerne deler ud af det. For nogle år tilbage faldt jeg over “Slottet i Smørmosen” – en hjemmeside hvor Jens og Sølva flittigt deler af deres viden om det at dyrke økologisk have og være selvforsynende. Personligt er jeg nærmest overbevist om at hvad de ikke ved, er ikke værd at vide om økologisk havedyrkning. Heldigvis har de begået flere bøger – denne er den første som de udgav i 2011. Omdrejningspunktet er naturligt nok køkkenhaven og der bruges særligt en del plads på at forklare sædskifte og dets plads i den økologiske havedyrkning. Dette er bogen jeg altid vender tilbage til, som jeg har med mig når jeg planlægger årets køkkenhave – og som også er med i haven som opslagsværk.
    Hvis du skulle have lyst til at besøge “Slottet i Smørmosen” så kan du gøre det her.

  3. Økohøns – selvforsyning til husbehov af Jens Juhl og Sølva Falgren.

    Jens og Sølva har også plads til høns i deres kolonihave – og ser det i øvrigt som en naturlig del af den økologiske have. Og de har begået en rigtig fin bog om økologisk hønsehold – helt nede på jorden, let at forstå og med emner som gode havehøns, pasning og pleje og foder. Et kapitel jeg er særlig glad for i den bog er det der tager læseren med på besøg hos forskellige mennesker der holder høns. Det viser at hønsehold kan gøres på mange måder og for ethvert ambitionsniveau.

  4. Havealmanak – økologisk have – måned for måned af Jens Juhl og Sølva Falgren.

    Som i nok har luret er jeg fan – også af Jens og Sølvas seneste udgivelse Havealmanak. Hvor deres første bog økologisk have – selvforsyning til husbehov tager sig af alle detaljerne i den økologiske havedyrkning er denne bog først og fremmest en logbog, der skitserer livets gang i haven – året rundt. Bogen er inddelt så der er helt konkrete anvisninger til hvilke aktiviteter, der er relevante i hver måned af året. Og der er masser af plads til noter, så man selv kan føre notater om frøindkøb og erfaringer med de høstede afgrøder. Det er ikke mange uger siden den ankom på min matrikel, men den er allerede en favorit – og sammen med den første bog nærmer de sig et makkerpar, der måske er de eneste to bøger man behøver hvis man ønsker blive klogere på selvforsyning.

  5. Camillas havebog af Camilla Plum.

    De fleste kender nok Camilla Plum fra diverse tv-udsendelser og måske endda flere af hendes bøger. I min optik kan hun noget helt særligt når det kommer til at skrive bøger – i hendes bøger er det hele fortællinger og det er jeg fan af. Man er ikke i tvivl om at hun har stor viden på området og i denne bog deler hun ud af sin viden om alt fra forkultivering til grøntsager, bær og frugter, krydderurter og det at plante i potter – for blot at nævne et par af emnerne.
    Hun skriver på en uhøjtidelig måde og enhver, der ikke straks får lyst til at rode i jorden efter at have læst noget fra hendes hånd, må være aldeles standhaftig. Bogens meget smukke fotos fortæller historier i sig selv og det er en ren fornøjelse. Camilla Plum driver til daglig Fuglebjerggaard, der er et sandt paradis for haveelskere. Tag et kig på hendes hjemmeside, der er lige så farverig og skøn, som man har fornemmelsen af, at ejeren også er. Du finder Fuglebjerggaard lige her.

  6. Politikens store havebog af Jane Schul og Laila Sølager.

    Den ultimative havebog kalder den sig selv – denne knap 600 sider lange havebog. Og det er lige før jeg er tilbøjelig til at give den ret. Bogen indeholder alle de basale ting, man har brug for at vide om en have. Her er afsnit om, hvordan man planlægger sin have eller lægger den om, hvordan man planter den til, hvilke planter man kan vælge, og hvordan man passer og plejer den. Her er afsnit om gødning, redskaber, belægning og anlæg, og den er fyldt med smukke billeder, der inspirerer til at skabe den have, man drømmer om. Det fantastiske ved netop denne bog er at det er alt-i-én forstået på den måde at den dækker både køkkenhave og prydhaven. Den har temaer, så man kan indrette sin have i lige nøjagtigt den stil man ønsker og den er detaljeret i en sådan grad at der ikke er noget af tage fejl af. Den er udgivet ad flere omgange, hvilket vidner om dens popularitet – og man kan være så heldig at falde over den i Netto eller Fakta til billige penge af og til. Det er svært ikke at være fan.

  7. Drivhuset af Helge Petersen.

    Denne bog er en inspirerende og praktisk grundbog om det at opføre og indrette eget drivhus. Om hvordan du vælger planter, passer dem rigtigt og for det bedst mulige udbytte af dine afgrøder. Om hvordan du bekæmper skadedyr og sygdomme på naturlig vis. Og om hvordan du kan indrette drivhuset, så du samtidig får en hyggelig lille havestue med i købet. Kort sagt – den dækker det meste når det kommer til det at dyrke i drivhuset. Og så er den fyldt med lækre billeder – det er helt sikkert et plus i min bog.

  8. Børnenes have af Claus Dalby.

    Vi kender jo alle Claus Dalby som manden med Danmarks mest fantastiske have og hans bøger står med garanti i mange danske hjem. En del af dem handler om drivhus og det at dyrke i potter – denne her er lidt anderledes fordi den henvender sig til hele familien og er en grundig indføring i havearbejdets mange discipliner. Undervejs er der forslag og idéer til, hvordan børnene kan inddrages, så det bliver et projekt til fælles fornøjelse. Billederne i bogen har Claus Dalby selv taget igennem en hel havesæson hvor han har været på besøg hos forskellige børn og fulgt deres arbejde i haven.

På min bobler-liste ligger også Frank Erichsens (bedre kendt som Bonderøven) bog “Det enkle liv” – når den ikke er med på listen over mine 8 favoritter er det fordi jeg synes at den er lige specifik nok på nogle ret smalle emner som for eksempel økser og halm. Til gengæld indeholder den et fantastisk kapitel om æbler, som er mere almengyldigt. Men som fan af Bonderøven er den naturligvis i min samling og kan bestemt også anbefales, hvis læseren også er fan.

Jeg er spændt på at høre om du mon også har dine personlige favoritter – del gerne hvis du har lyst.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cookies ala Starbucks