De fineste fødselsdagsgaver og en Playmobilkonkurrence

Saftige muffins med squash og chokolade

muffins_med_creamcheesefrostingHvis der er noget jeg er vild med så er det weekend-bagning. Altså faktisk er jeg jo vild med alle slags bagning, inklusive midnatsbagning. Men der er nu noget særligt over weekender, fordi jeg jo som regel har god tid til virkelig at give mig i kast med bagningen.

Rigtig mange af mine opskrifter opstår som idéer i løbet af ugen – så skriver jeg dem ned i min notesbog (who am I kidding  – jeg har en million notesbøger) , tegner lidt og finder på nye idéer. Når vi så rammer weekenden går jeg i køkkenlaboratoriet og tester.

Jeg har tidligere bagt med squash – mest i brød godt nok, men at bruge det i sødt bagværk er også et hit. Jeg havde lige en enkelt squash liggende i mit køleskab og jeg havde meldt mig frivilligt til at tage bagværk med til et besøg hos nogle gode venner, der havde inviteret på grillmad.

Opskriften er nem at gå til og det tager ikke lang tid at lave dejen. Du kan spise dem som de er – helst mens de stadig er lidt lune. Eller du kan vælge at “opgradere” dem med creamcheesefrosting på toppen og friske bær – lige nu ville jeg bruge brombær, mens de er i sæson.

muffins

Saftige muffins med squash og chokolade – ca.20 stk.

Det skal du bruge:

325 gram hvedemel
1 tsk. fint salt
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 spsk. stødt kanel
1 tsk. kardemomme
2 spsk. kakao
3 æg
400 gram sukker
2 1/4 dl. vegetabilsk smagsneutral olie (for eksempel solsikkeolie)
100 gram hakket mørk chokolade (jeg bruger Callebaut)
160 gram revet squash (svarende til en lille squash – hvis der er noget til overs bruger jeg resten til æggemuffins)

Til creamcheesefrosting:
60 gram blødt smør
125 gram flormelis
100 gram flødeost (ikke light)
2 spsk. citronsaft

Sådan gør du:

  1. Forvarm ovnen til 170 grader varmluft.
  2. Bland mel, salt, bagepulver, natron, kanel, kardemomme og kakao sammen i en skål.
  3. I en anden skål piskes æg, olie og sukker sammen til en ensartet masse.
  4. Tilsæt melblandingen (gerne siet) til æggemassen og pisk godt.
  5. Tilsæt revet squash og hakket chokolade og rør godt rundt i blandingen.
  6. Sæt papirforme i en muffinform og fyld hver form med dej lidt over halvvejs op. Jeg klipper små firkanter af bagepapir som jeg forer muffinformen med – det er ikke fordi det gør nogen forskel i forhold til små papirforme – jeg synes bare det ser så hyggeligt ud.
  7. Bag dine muffins i ovnen ved 170 grader varmluft i 20-25 minutter – stik i dem med en kagetester for at se om de en gennembagte.
  8. Lad dem afkøle på en rist.
  9. Pisk det bløde smør sammen med flormelis indtil det er en ensartet masse.
  10. Hæld flødeosten op i skålen til smørmassen og rør rundt indtil det hele er samlet. Lad endelig være med at piske for meget – hvis du overpisker bliver blandingen for blød til at du kan sprøjte det fint op på kagerne. Bland citronsaften i og rør rundt.
  11. Fyld en sprøjtepose med påsat tylle (jeg har brugt en stor stjernetylle) med creamcheesefrostingen og sprøjt det ud på kagerne.
  12. Pynt evt. med bær og spiselige blomster. Serveres umiddelbart efter de er pyntet.muffin_paa_tallerken
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De fineste fødselsdagsgaver og en Playmobilkonkurrence