Nu som fitness instruktør – det havde jeg alligevel ikke set komme

På listen over ting jeg alligevel ikke havde set komme må det at være fitness instruktør være øverst på listen. Hvis i havde sagt det til mig for et år siden havde jeg nok bare grinet og tænkt “det kommer aldrig til at ske” – de der kender mig godt ville måske endda havde tænkt det samme.

Ikke desto mindre blev jeg i søndags færdig med min uddannelse til selv samme – og jeg er SÅ glad for det. Det sidste år af mit liv har været fuld af forandringer. Jeg har hele tiden syntes at jeg lever et ret fantastisk liv og så kunne det alligevel lige blive det bedre. (også på listen over ting jeg ikke havde set komme)

Da min kære mand sidste år ved samme tid startede i et forløb hos en personlig træner kunne jeg nemt se den forandring der skete med ham – det handlede ikke bare om vægt og muskler, men mere om at han gik mere rank og sprudlede af overskud. (Indrømmet – det sidste var lidt belastende nogle gange, men det handlede vist mest om at jeg var lidt midsundelig)

I starten af 2017 år tog jeg, efter anbefaling, kontakt til en lokal personlig træner med den overbevisning at det kunne være vejen frem for mig til at finde træningsglæden igen. Jeg har trænet en del i mit liv faktisk – i lange perioder – og jeg har testet rigtig mange ting af. Men siden jeg sprang min akillessene for nogle år siden og biksede rigtig meget med den i mit genoptræningsforløb var jeg bare ikke rigtig kommet tilbage. Jeg havde nok også ladet det være lidt en undskyldning for at jeg ikke tog teten på træningen.

Da jeg mødtes med min træner første gang – til en snak – tænkte jeg at det nok skulle blive godt. Jeg var ved godt mod og følte allerede der et større overskud. Gæt om jeg havde samme følelse efter første træning. Jeg troede helt seriøst jeg skulle dø. Om ikke at udmattelse, så af pinlighed. Jeg syntes simpelt hen det var så frygteligt pinligt, da det for alvor gik op for mig hvor dårlig min form var.

Jeg var godt klar over at med den følelse ville jeg altså ikke komme langt, så jeg besluttede mig for at lave en aftale med mig selv. Ret simpelt gik det ud på blot at love mig selv at jeg ville komme til den næste aftalte træning og gøre det der skulle til. Punktum. Ikke andet. Jeg er ret god til at holde aftaler, så jeg brugte det som løftestang til at komme afsted. Motivation var ude af ligningen – jeg forsøgte blot at skabe en vane.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at den strategi alene var nok til at jeg følte mig i bedre form – for det gjorde jeg ikke. Men jeg skal da lige love for at det rykkede – hurtigt. For hver gang jeg dukkede op til træning skete der noget – også mentalt. For hver eneste gang min træner troede på, at der var noget jeg kunne blev mine egne begrænsende tanker mindre. Det er altså en smart mekanisme. Og pludselig gik vi fra at træne 2 gange om ugen til at træne 3… og de 3 gange blev til 4 og jeg var vild med det.

I samme periode startede jeg som frivillig i vores fitness center og en dag spurgte vores centerleder mig om jeg ikke skulle uddannes til fitness instruktør – for hun manglede nogen og tænkte at det lige kunne være mig. Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg så sker der noget i hovedet på én når man har serveret kage for to Bagedystdommere på nationalt tv – man har en tendens til at blive mere modig, så jeg sagde ja.

Det betyder at jeg igennem de sidste par måneder flere gange har taget turen tværs igennem Jylland klokken virkelig tidligt (i weekenderne) for at komme afsted på uddannelse. Og nu er jeg så klar til mine “flyvetimer” ude på gulvet. Jeg har den første programlægning for en kvinde imorgen – og gæt lige om jeg har læst og læst (og læst lidt mere) og er vildt spændt på det. Kryds fingre for mig.