“Jamen, jeg kan jo ikke løbe……” om glæden ved cardiotræning og trænere, der ikke giver op…

Da jeg fik en personlig træner for et år siden gjorde jeg det ret hurtigt klart for ham at jeg, udover at være i virkelig dårlig form, hadede cardio træning. Som i at jeg syntes det-var-så-kedeligt-at-jeg-var-lige-ved-at-dø-bare-ved-tanken. Det holdt ham nu ikke tilbage for at sætte det på dagsordenen. Heller ikke selvom jeg hver gang brokkede mig så meget, at jeg var sikker på at han på et tidspunkt ville give op – blot for at slippe for at høre på mit brok. Det gjorde han sjovt nok ikke.

Det har været endeløse minutter, timer, og det der føltes som dage med mig på løbebånd, romaskine, cykel med brok, brok og brok. Han har forsøgt sig med mange ting – heriblandt underholdning af forskellig karakter, at jeg skulle arbejde med bare at være i det og tænke at det måske var kedeligt, men ikke desto mindre noget der skulle gøres. Og jeg kunne ganske enkelt bare ikke finde roen i det. Kun når han smed belønninger ind i form af at love mig, at jeg efterfølgende måtte løfte noget tungt kunne jeg overskue det.

På et tidspunkt fik jeg nok – mest af min egen attitude. Jeg besluttede mig for at der måtte være en måde at komme igennem det på uden at jeg brugte så frygtelig mange mentale kræfter på det hver gang.
Jeg har tidligere løbet en del – ikke hurtigt, men gerne længere distancer. Efter jeg rev akillessenen over for nogle år tilbage kom jeg bare aldrig rigtig tilbage på sporet igen og siden har jeg tænkt at jeg jo ikke kunne løbe.

Alligevel har det sneget sig ind i min træningsrutine igen igennem det seneste år og da jeg ændrede min attitude i forhold til det fik jeg også lyst til at være god til det igen. For nyligt startede jeg derfor op på intervalløb. På løbebånd bevares, og i mit eget selskab. Guderne skal vide, at det har været med risiko for liv og lemmer for min træner, når han har stået ved siden af mig til cardio træning.

Og (ja, jeg får lyst til at skrive kraftedderme) om det ikke rykker nu. Som i virkeligt rykker. På min form og da ikke mindst på min glæde ved at løbe. Jeg bliver simpelt hen så top glad i hovedet af det – sådan i ved “hun-er-irriterende-glad” af det.
Fordi jeg elsker når kloge hjerner allerede har udtænkt noget smart bruger jeg intervalprogrammerne fra Lines livsstil – det er plug and play og der er garanti for sved på panden. Og det jeg er allerstørst fan af er, at jeg kan mærke at det rykker på formen.

For at det ikke skal være løgn har jeg oven i købet lovet mig selv at jeg ikke brokker mig når jeg træner – og nu står det altså også på skrift her, så jeg er nødt til at holde mig til den plan.

Jeg vil rigtig gerne høre fra dig, der træner – hvad gør du for at bevare gejsten og motivationen til de øvelser, der ikke nødvendigvist er på favoritlisten?