DIY - festlige fødselsdagsdyr

9 tips til succes med Airbnb

9_tips_til_succes_med_airbnbDet er ingen hemmelighed at vi elsker at benytte os at Airbnb, når vi rejser. Komforten ved at have et hjem hjemmefra (indrømmet, den går bedre på engelsk – home away from home) synes vi er helt fantastisk og vi har udelukkende haft positive oplevelser med at bruge tjenesten.

Vores erfaring med at bruge Airbnb startede for nogle år tilbage, da vi skulle rejse til USA og bo i flere uger i samme by. Når vi rejser med tre børn skal vi som regel have to hotelværelser, hvis vi ønsker at bo på hotel og med udsigt til flere uger på samme hotel bliver vi en anelse trætte.

Men faktisk er vores hovedargument for at bruge en tjeneste som Airbnb at vi gerne vil bo i et hus, der ikke nødvendigvist befinder sig midt i et turistområde og som kan give os en følelse af at være hjemme og ikke mindst muligheden for at lave mad i eget køkken mens vi er på ferie.

Vi var lidt skeptiske inden vi brugte Airbnb første gang – men deres sikkerhed omkring deponering af de penge man betaler når man booker (og som værten ikke får udbetalt før efter 24 timer efter check-ind) gjorde at vi i hvert fald ikke var bekymrede for, hvor vores penge havnede henne.

Vi sprang ud i Airbnb eventyret med at leje et hus i Boston, som skulle være vores base i to uger. Vi fandt et område vi syntes så fint ud (og konfererede med vores venner i Boston) og valgte et hus vi syntes passede til os. Vi skrev til værten, havde fin kommunikation med det samme og bookede vores første ophold via Airbnb.

Det var en kæmpe succes og efterfølgende har vi faktisk boet i samme hus igen, da vi sidst rejste til Boston. Nu bruger vi ret ofte Airbnb når vi rejser – både til længere rejser og til mindre ferier, hvor vi bare gerne vil have et mere hjemligt miljø end det hoteller kan byde på.

Vi har efterhånden erfaring nok til at kunne dele et par tips med jer, der måske skal bruge Airbnb for første gang eller som måske tøver lidt med at hoppe ud i det. De 9 tips til succes med Airbnb får du her:

9 tips til succes med Airbnb

  1. Kontakt værten inden du booker
    Ved at kontakte værten inden du booker kan du sikre dig, at det hus/den lejlighed du booker rent faktisk er fri i den angivne tidsperiode du gerne vil booke. Samtidig får du chancen for at kommunikere med værten og få et indtryk af vedkommende. Benytter du blot funktionen “book” på Airbnb’s hjemmeside trækker de pengene på din konto med det samme og skulle det ske at værten så afviser din booking, har du penge ude og hænge. Det tager som regel aldrig mere end et par dage før pengene er tilbage på din konto (vi har aldrig oplevet problemer med Airbnb’s kundeservice), men det kunne jo være du havde noget andet at bruge dine penge til – for eksempel at booke et andet ophold.
  2. Book i god tid inden du rejser
    Ved at booke i god tid inden du skal rejse er der i sagens natur som regel også et større udvalg på huse/lejligheder i netop det område du foretrækker. Det betyder selvfølgelig også at du skal betale i god tid, idet du jo betaler med det samme du booker og ikke nødvendigvis kan få pengene tilbage, hvis du ændrer rejseplaner (husk i den forbindelse altid at tjekke værtens aflysningspolitik – nogle tilbyder faktisk ret fleksibel aflysningspolitik). Til gengæld kan du så glæde dig over at du har afholdt udgiften til overnatning når først ferien går i gang – det er vi ret store fans af.
  3. Book samme sted i længere tid
    Der kan være ret fine rabatter at hente ved at booke samme sted i længere tid. Nogle værter har rabat der starter allerede fra en uges ophold, andre hvis man booker flere uger. Det kan også være værd at se på om det bedst kan betale sig at booke ekstra nætter (eller forhandle om pris) i forhold til at få prisen på enkelte nætter ned. Jeg har set eksempler på at det var billigere at booke et bestemt sted en måned frem for tre uger, fordi udgiften for enkelte nætter i tre uger var dyrere end at booke en måned. Skal man nu ikke være afsted så længe, kan man alligevel bruge det som udgangspunkt for en forhandling på prisen på enkelte nætter.
  4. Søg uden dato
    Det er naturligvis oplagt at søge ved hjælp af dato, når du skal booke ophold via Airbnb fordi det giver dig et retvisende billede af, hvad der reelt er ledigt. Airbnb viser dig så de priser, der passer til de nøjagtige datoer. Hvis du derimod søger uden dato kan du i første omgang se hvad “standard-prisen” er på de enkelte lejemål og evt. bruge det som udgangspunkt når du kontakter værten. Det er også sket at vi har kontaktet en vært selvom de ikke nødvendigvist har ledige datoer, mens vi skulle rejse og så har vi alligevel været heldige, fordi værten så greb muligheden for selv at rejse lidt. (jep, det er rent faktisk sket)
  5. Brug kort funktionen
    Når vi søger på et bestemt område sker det ret ofte at vi bruger kort-funktionen til at spore os ind på specifikke områder, vi synes kan være ekstra interessante for os. I samme forbindelse tjekker vi transportmuligheder, hvis vi regner med at skulle benytte offentlig transport mens vi er afsted. Derfor kan det være en god idé at tjekke nærmeste bus/metro/togstation/lufthavn i forhold til der, hvor i skal bo.
  6. Brug filtre
    Airbnb tilbyder en hel række filtre i deres søgefunktion – det betyder at du kan filtrere resultater på alt fra opvaskemaskine til pool i det hus du lejer. Så er du fri for at sidde og læse hele beskrivelsen på et enkelt hus efterfølgende og potentielt opdage, at der alligevel lige mangler noget af det, du synes er allervigtigst. Vi synes for eksempel at det er rigtig rart at der er en vaskemaskine i den lejlighed/det hus vi lejer, hvis vi skal være afsted i længere tid.
  7. Vær en høflig gæst når du bor i en andens hjem
    Du skal selvfølgelig føle dig “hjemme” når du har lejet en bolig igennem Airbnb – det siger sig selv. Det siger også sig selv, at det bedste resultat fås, når du også har respekt for det hjem du bor i. Det betyder at det er god stil at erstatte det du evt. bruger i det pågældende hjem (også selvom værten har sagt at du gerne må bruge alt fra shampoo til madolie) og at det er lige så god stil at fortælle, hvis du er kommet til at ødelægge noget (vi kender alle til det der med at smadre en glas eller en tallerken) så du har mulighed for at erstatte det efterfølgende. En buket blomster som tak for lån af boligen (ja, jeg ved godt du allerede har betalt) eller at du har sørget for at tage sengetøjet af puder og dyner inden afrejse efterlader et godt indtryk hos værten. Og måske en god review til dig efterfølgende.
  8. Reviews
    Hele fundamentet af Airbnb bygger på tillid. En vært, der åbner sin bolig for dig og stoler på at alt er i fineste orden, når han eller hun atter er hjemme igen. Og selvfølgelig også en rejsende, der håber at alt er som det skal være, når man kommer frem efter det, der måske har været en lang rejse. De reviews man får efter sin Airbnb oplevelse kan være afgørende for, om man fortsat kan være logerende og/eller vært efterfølgende. Jeg holder vældig meget af, at man både giver og modtager en review efter sit ophold. Og ekstra fint synes jeg faktisk det er, at man først kan se den review man selv har fået af sin vært efter man har afgivet én om værten. Cirka 24 timer efter at man har afsluttet sit lejemål modtager man en mail fra Airbnb med en reminder om at efterlader en review til sin vært. Når man har lavet den bliver ens egen review også frigivet så man selv og andre kan se den. At have gode reviews er den stærkeste valuta man kan få på Airbnb.
  9. Spring ud i Airbnb eventyret
    Hvis du er nysgerrig på det eller tænker at det kunne være en måde for dig at rejse på er mit bedste råd blot at springe ud i det. Du kan jo starte med at finde en vært, der har fine anmeldelser og booke et kortere ophold i første omgang. Kontakt værten og få en fornemmelse af vedkommende. Og er der noget du er i tvivl om så kan du også altid kontakte Airbnb’s kundeservice – dem har vi god erfaring med.

 

   

2 kommentarer

  • Tak for gode tips! Jeg er også glad for Airbnb til rejser. Har du erfaring med selv, at leje ud? Vi har overvejet det flere gange, men der er jo en risci…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Homestretch

      Hej Sheila, hvor er det skønt at høre at du kan bruge nogle af de tips jeg har skrevet. Vi har (endnu) ingen erfaring med selv at leje ud. I starten da vi boede på den måde var vi helt sikre på at vi ikke selv ville leje ud – vi syntes det var lidt grænseoverskridende at have fremmede mennesker til at bo i vores hus. Men efter at have haft så mange gode oplevelser som lejer er vi ikke længere så skeptiske og nu kunne vi godt finde på at leje ud når vi selv skulle rejse – lige nu har vi dog vores hus til salg og så virker det ikke så oplagt at have logerende hvis der nu skulle komme fremvisninger… lad mig gerne høre jeres tanker omkring det og hvad i evt. beslutter jer for…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

DIY - festlige fødselsdagsdyr