Turen går til.... Østrig og Berlin

4 fabelagtige steder at spise morgenmad i Hamborg

mutterlandVi har efterhånden spist morgenmad en del steder i Hamborg og er faktisk ganske ofte begejstret – derfor tænkte jeg at det var oplagt lige at dele et par af stederne med jer.

Jeg har tidligere delt nogle af vores Hamborg oplevelser med jer – blandt andet dette indlæg om Hamborg for hele familien, der er et af de mest populære indlæg her på bloggen. Jeg har holdt lige igen med at skrive indlæg om byen, for nogle gange tænker jeg ærligt talt at i må tro jeg er tosset, når jeg konstant taler om byen. Sagen er bare den at det faktisk er lige præcist det jeg får allerflest spørgsmål omkring – hvad kan man lave med familien i Hamborg, hvor spiser man godt, hvor kan jeg anbefale at overnatte… så nu har jeg tænkt mig bare at give den gas med indlæg om byen – du får lov blot at springe over, hvis det er for meget.

Jeg lægger fra land med at dele et par tips til morgenmadssteder med jer – de bærer alle præg af, at man kan have sine børn med – det er som regel sådan vi er afsted og vi forsøger at finde steder, hvor alle i familien har mulighed for at spise noget de kan lide. Og så er jeg nok det eneste menneske jeg selv kender, der ikke kan lide avocado i rå form (there – I said it) så de hippe, og ellers så instagramvenlige steder med avocadomadder får i altså ikke at se lige her. Til gengæld fornægter mine tyske aner sig ikke, så jeg går aldrig af vejen for en god tysk morgenmad.

Mutterland

mutterlandMutterland er den fineste kombination af café og butik fyldt med lækre specialiteter. Hos Mutterland gør de rigtig meget ud af at have lokalt producerede varer og derfor finder man alle mulige lækkerier fra lokalområdet i deres butik. Og så laver de rigtig lækker morgenmad – med både søde og sunde retter. Der er et bredt udvalg af alt fra brød til æggeretter og pandekager. mutterland_morgenmadVi er særligt begejstrede for deres udbud i æggeretterne – og deres kaffe. Skal man prøve en ægte Hamborg klassiker kan man overveje en Franzbrötchen – et stykke bagværk, der er lavet på det der minder om kanelsnegle. Priserne er helt rimelige synes vi og svinger fra ca. 5 euro for en æggeret til 15 euro for den helt store morgenmadsanretning. Der ligger en Mutterland ganske tæt på Hovedbanegården og også en i Eppendorf – et område, der i øvrigt er et besøg værd.

Alex

alex_brunchHos Alex taler vi om tysk morgenmadsbuffet “mit alles drum und dran” – hver dag har de den store morgenmadsbuffet og der er alt hvad hjertet begærer – alt fra æg og bacon, over frugtsalat til “Pudding” (jo, det er en ting at spise budding til morgenmad), frisk frugt og et udvalg af brød. Jeg vil nok ikke sige at det er den bedste morgenmad i verden, men det er helt fin standard og både prisen og udsigten over Alster opvejer alligevel lidt for ønsket om en holdning til økologi og de virkeligt gode råvarer. (og så er jeg endda ikke helt fair, for jeg kender blot ikke deres holdning til det, men har bare ikke set at de bruger det som en aktiv del af deres markedsføring) Morgenmadsbuffeten kan du entrere til den nette pris af 10,90 euro for voksne – børn under 6 år spiser gratis og børn mellem 6-10 år betaler blot 5 euro. Der serveres et glas juice til, men skal du drikke kaffe eller øvrige drikkevarer må du betale lidt ekstra. Bestil gerne bord – især hvis du skal spise efter klokken 10, hvor det er vores erfaring at der er ret meget run på.

Café Schmidt

cafeschmidt_brunchHos Café Schmidt får du helt traditionel tysk morgenmad – der er et udvalg af forskellige anretninger, lige fra den lille morgenmad med lidt brød og æg til de større anretninger med alt fra æg, bacon, ost og frugt til brød og marmelade. Café Schmidt kan du finde på en del placeringer rundt om i byen – vi har testet den, der ligger med udsigt over Elben og det var virkelig et hyggeligt sted, med god atmosfære og service. Ud over de gæster der var til morgenmad i caféen da vi var der, var der også en del besøgende, der kom for at hente morgenbrød og en del virkede som om det var et stamsted for dem, idet de talte ret familiært med dem der arbejdede der. Det tolker vi er et udtryk for kvalitet. En lille anretning med croissant, brød og lidt pålæg og marmelade får du for 4,5 euro – de større anretninger koster alle lige omkring 10 euro.

Park Hyatt Hamborg

Verdens bedste hotelmorgenmad – det er lige hvad vi kalder morgenmadsbuffeten på Park Hyatt i Hamborg. Ud over at hotellet tjener som vores absolutte yndlingshotel så har de også verdens bedste morgenmad synes vi. Her er der tale om en oplevelse i luksusklassen og her er alt hvad hjertet begærer – og det du ikke kan se kan du bestille. Alle bør unde sig selv at prøve dette – også selvom man ikke overnatter på hotellet. Man kan faktisk booke bord til morgenmad uanset om man bor på hotellet eller ej. Ud over det meget store udvalg, der er på selve buffeten kan man bestille æggeretter, pandekager, vafler – you name it – i køkkenet. Vi taler verdens mest luftige pandekager og omeletter fra en anden verden. Læg dertil et stort udvalg i specialkaffe og friskpresset juice. Og for at det ikke skal være løgn serverer de bobler, som det mest selvfølgelige tilbehør til din morgenmad. Når jeg nu er så begejstret og alligevel sætter stedet på som det sidste i listen handler det mest om prisen, der er på lige over 30 euro pr. person – det må siges at være i den dyrere ende af skalaen. (eller i hvert fald værdifuldt som vi plejer at kalde det) Vi lover til gengæld at det er alle pengene værd.

Skulle du kende til steder, der burde høre hjemme på denne liste så skriv endelig – vi bliver aldrig trætte af gode insider tips til, hvor man får dejlig morgenmad i den skønne by.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til.... Østrig og Berlin