4 fabelagtige steder at spise morgenmad i Hamborg

Verdens bedste pandekager – 3 tips til at få dem til at lykkes hver gang

Når jeg bliver spurgt hvilken kage jeg allerbedst kan lide så svarer jeg altid pandekager. Jeg ved godt at det er simpelt og måske endda en anelse uambitiøst når  man tænker på mængden af klassikere jeg kunne vælge imellem, men sandheden er bare at pandekagen altid vinder. Måske netop fordi den er så simpel.

Lige så simpelt er mit yndlingsfyld til selvsamme – sukker og citronsaft. I kid you not – det er den bedste kombination overhovedet. En del mennesker har undret sig når jeg har sagt det, men alle der har prøvet har bekræftet at det er en himmelsk kombination. Jeg kan dog ikke prale af selv at have opfundet det selv – jeg er derimod blevet inspireret af Hugh Fearnley-Whittingstall, som i måske kender fra River Cottage.

Og nu til de 3 tips – det er tricks jeg bruger hver gang jeg bager pandekager – måske kender du dem allerede og ellers får du mulighed for at teste og se om det gør en forskel for dine pandekager.

Si melet for at undgå klumper i dejen

Det kan godt virke lidt over-ambitiøst at si melet til en pandekagedej, men jeg synes det gør en reel forskel og jeg kan virkeligt ikke lide klumper af mel i min pandekage så jeg gør det faktisk hver gang.

Lad dejen hvile i en halv time inden du bager pandekagerne

Lige præcist det tip har du garanteret hørt før. Måske har du også tænkt at det nok ikke gør nogen forskel. Det siges faktisk at netop hviletiden giver stivelsen i melet tid til at udvikle sig og er det der gør at man får de store bobler på pandekagen når man hælder dejen på en varm pande. Og at det i sidste ende så er det der betyder en lettere og mere luftig pandekage. Det argument køber jeg og derfor lader jeg som regel min dej hvile inden brug.

Hæld fedtstoffet i dejen og ikke på panden

“Pandekager skal bages, ikke steges” – sådan sagde min husholdningslærer Elly altid til os når vi skulle bage pandekager. Derfor smelter jeg altid fedtstof og hælder i dejen og bruger derfor intet på panden når jeg bager pandekagerne. Netop fordi pandekagerne skal bages og ikke steges laver jeg dem også over medium varme. Og så sender jeg altid en tanke til Elly når jeg laver pandekager – kender i de lærere, der med deres passion vitterligt gør en forskel for deres elever? Sådan én var Elly.

Jeg bruger altid almindelig mælk når jeg bager almindelige pandekager – er det amerikanske pandekager jeg laver synes jeg at kærnemælk fungerer rigtig godt – det giver luftige pandekager.

Jeg har brugt den samme opskrift i mange år – den kan jeg desværre ikke tage æren for selv, så du må lige hoppe over til Arla her, hvis du vil teste den.

Har du nu ekstra tips og tricks til at lave den perfekte pandekage så skriv endelig…… og by the way – det der med at den første pandekager altid er en kikser må vi lære at leve med 😉

2 kommentarer

  • Ea Bruun

    Jeg tilføjer altid 1dl alm øl. Det gør dem sprøde og tynde. Samt tålmodighed med at gøre panden rigtig varm inden dejen tilføjes gør at den første er den aller bedste hjemme ved os. 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Homestretch

      Øl er en virkelig god idé – jeg bruger det også i andre kager så det skal helt sikkert have et forsøg til pandekagerne også. Tak for tip 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 fabelagtige steder at spise morgenmad i Hamborg