[Opskrift] Mini pirogger til madpakken

5 ting jeg allerede elsker ved vores nye hus

Hold nu op sådan en flytning trækker tænder ud. Ikke at det er nogen egentlig overraskelse, for man ved det jo godt. Heldigvis glemmer man det også lykkeligt igen, når man ikke lige står midt i det og det er sikkert fint nok.

Ikke desto mindre er det faktisk gået virkelig godt med alle forberedelserne inden vi havde egentlig flyttedag for et par uger siden. Jeg havde været alene på skansen med ungerne i 10 dage, mens min kære mand var på konference i USA og der nåede jeg ret meget – jeg mener hvad skulle jeg ellers bruge alle aftenerne på? Min plan om at pakke alt ned i kategorier holdt hele vejen og det gjorde det altså så meget nemmere at pakke ud bagefter. Point til mig selv for det.

Og nu er vi så her – i vores nye hjem, hvor vi langsomt men sikkert kommer på plads. Og alt det vi troede vi ville nyde – ja det nyder vi allerede. Jeg ved godt at træerne ikke vokser ind i himlen, så der dukker helt sikkert ting op undervejs, der er knapt så lyserøde som det hele er lige nu – men jeg vil nu alligevel vædde på at fordelene langt opvejer de eventuelle ulemper vi måtte finde.

Inden vi flyttede skrev jeg et indlæg om 9 ting jeg glæder mig til ved vores nye hus og jeg kan allerede nu se at flere af dem er kommet i spil og er noget af det jeg glædes over hver dag nu. Og efter at have boet her i et par uger, er der også nye glæder, der er dukket op.

  1. Beliggenheden
    Det var en af de helt store årsager til at vi valgte at flytte – for at hverdagslogistikken blev lidt nemmere, og for at vi kunne udnytte byens tilbud endnu mere. Yngstesønnen er allerede begyndt at gå alene hjem fra skole, at lave legeaftaler og selv tage afsted og han går også på byture alene. Skoven ligger 10 minutter fra vores hus, der ligger en lille park et par minutters gang herfra og centrum er i gåafstand fra huset. Sikke en frihed og mange muligheder det giver. Det tyske bibliotek, som vi bruger flittigt og det lokale museum ligger bogstavelig talt lige for enden af vejen, så det er også en kæmpe bonus.
  2. Ét-plans hus
    Hold nu op det er praktisk synes vi. Nemt at overskue og vi synes helt bestemt der er mindre larm fra ungernes værelser. I virkeligheden leger de ikke anderledes end de har gjort tidligere – vi hører det bare mindre. Rengøring er nemmere i dette hus og vi synes det er rart at vi alle er på samme etage. At have et to-etagers hus har aldrig generet os mens vi har boet i det (bortset fra det med larm mellem etagerne) men nu kan vi sandelig godt se fordelene ved at bo på ét plan.
  3. Badeværelse en suite
    Vi synes det er den vildeste luksus at have et badeværelse en suite. Jeg ved godt at der er mange der har det, men for os er det alligevel en ret stor optur at vi nu er ejere af et sådan. Fra at have haft badeværelse i underetagen og soveværelse på førstesalen og til det her er der kæmpe forskel. Kan man undvære det – sagtens. Altså hvis man ikke har prøvet det endnu. Endnu glædes vi stadig over det hver eneste dag og så længe det holder er det fantastisk.
  4. Gæsteværelse
    Det er simpelt hen så dejligt at have et gæsteværelse når ældstesønnen er hjemme – så skal han ikke længere trækkes med en madras på kontoret, men kan sove i lidt hyggeligere omgivelser. Endnu er gæsteværelset hjemsted for de flyttekasser, der stadig ikke er pakket ud – men sengen er bestilt og bliver leveret i denne uge, så det er jo en god lejlighed til at få ryddet ud derinde, så vi kan komme i gang med indretningen. Selvom det er ham, der nok primært kommer til at bruge gæsteværelset er det nu også rart at have muligheden for overnattende gæster, der måtte komme langvejs fra.
  5. Her er plads til gæster
    Kender i den der følelse af, at der er særligt hyggeligt hos nogle mennesker? At der har man bare lyst til at være gæst. Sådan tænker vi faktisk om vores nye hjem og vi glæder os så meget til alle de gæster vi skal have her. Vi havde egentlig også plads i det gamle hus, men der er bare noget særligt over dette her, der får os til at tænke at vi for alvor skal have lavet nogle middagsselskaber, fester og hverdagsmad med venner. Vi glæder os naturligvis til jul med gæster her i huset, men heldigvis har vi også to fødselsdage inden vi når til julen og det skal naturligvis også fejres.

Som du nok kan regne ud er vi allerede faldet godt til – og faktisk er listen så meget længere end blot de her 5 punkter, så måske den bliver udbygget undervejs. Hvad er du særligt glad for ved dit eget hjem? Det vil jeg altså rigtig gerne høre lidt om – er vild med at høre om, hvad der gør andres hjem til noget helt særligt.

4 kommentarer

  • Christine Madsen

    Hvor ser det bare lækkert ud. Vi er også næsten lige flyttet i nyt hus, og nyder især ting som 2 badeværelser, plads til børnene, gode venner tæt på, ro. Men må også erkende at vi også have givet afkald på opvokset have og indkøb rundt om hjørnet, men tror begge ting kommer 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Homestretch

      Jeg er simpelt hen så meget med på den med venner tæt på, god plads og ro. Vores have er heller ikke vokset op endnu, men det er som om at det slet ikke generer mig nu hvor vi har fået alt muligt andet. Så der kan jeg også følge dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den er så flot.. Hvad er det for en slags gulv i stuen? Er det epoxy eller noget granit?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Homestretch

      Tusind tak for din besked og fordi du læser med… gulvet er lavet af beton, der efterfølgende er poleret.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[Opskrift] Mini pirogger til madpakken