[Opskrift] Dutch baby - juleedition

[Opskrift] Brioche juletræ

Hvis der er bagværk jeg holder af, så er det brioche… lækkert brød med både smør og æg – man skulle være et skarn hvis ikke man var fan. Mens rigtig mange i disse dage laver luciaboller, så laver jeg brioche. Og i dette tilfælde et helt brioche juletræ.

I dag får du derfor opskriften på brioche juletræ – selve dejen er meget nem at lave og kan med fordel laves så den kan koldhæve i køleskabet natten over. Når du kommer til at skulle flette de fine briocheboller skal du have lidt tålmodighed – til gengæld lover jeg at det er helt arbejdet værd. Og du får step-by-step lige her, så det ikke er så svært. Når først du har lavet de første par stykker behøver du ikke guiden mere – det handler bare om at forstå logikken i fletningen.

Det skal du bruge:
25 gram øko gær
190 ml lunken vand
45 gram sukker
3 æg
525 gram hvedemel
Revet citronskal fra ½ citron (kan udelades)
5 gram fint salt
100 gram usaltet smør

1 æg til pensling
25 gram perlesukker

Sådan gør du:

  1. Oplæg gæren i det lunkne vand i en røreskål (jeg bruger røremaskine)
  2. Tilsæt sukker og æg til gærblandingen.
  3. Tilsæt mel, citronskal og salt mens dejen æltes godt igennem. Ælt indtil dejen slipper skålens kanter.
  4. Tilsæt smør i tern – lidt ad gangen mens dejen æltes. Dejen skal blive blank og blød.
  5. Læg husholdningsfilm hen over skålen og lad den stå ved stuetemperatur i ca. 1 time, inden du sætter den i køleskabet i 12-14 timer eller natten over.
  6. Tag dejen ud af køleskabet og del den i 11 lige store stykker – vej stykkerne af så du er sikker på at de er lige store. Jeg får 11 boller af cirka 85 gram.
  7. Drys dit arbejdsbord godt med mel – jeg plejer at lade de fleste stykker dej stå på køl imens jeg arbejder med enkelte stykker ad gangen. Så synes jeg det er nemmest at arbejde med dejen. Bliver dejen for varm på køkkenbordet er det sværere at rulle dejpølserne ud.
  8. Del hver bolle i 4 lige store stykker og tril dejpølser af hvert stykke – de skal være cirka 10 cm lange.
  9. Læg to dejpølser ved siden af hinanden på den lodrette led – de skal ligge med ca. 1 cm mellemrum. (se billede)
  10. Tag en af dejpølserne og flet under den første af de to lodrette (så den du fletter med ligger vandret) og derefter over nummer to. (se billede)
  11. Tag nummer to dejpølse og flet over den første af de to lodrette og under nummer to (se billede)
  12. Nu skal du til at flette rundt – vi fletter mod urets retning. Flet nummer 1 over 2, nummer 3 over 4, nummer 5 over 6 og nummer 7 over 8. (se billedet oven over)
  13. I næste runde fletter vi med urets retning. Du fletter igen nummer 1 over 2, nummer 3 over 4, nummer 5 over 6 og nummer 7 over 8. Det kan være at du her skal strække lidt ekstra i hvert “dej-ben” for at få den til at række, men det gør ikke noget. (se billede oven over)
  14. Stik de løse ender ind under bollen og træk den ned mod dig selv fra oven – så du spænder bollen op. På den måde sørger du for at den holder sin form under bagning.
  15. Lav 10 boller på denne måde. Det 11 stykke skal du bruge til stammen af dit juletræ – her laver du en klassisk fletning med tre dejpølser.
  16. Sæt briochebollerne op på en bageplade beklædt med bagepapir – 1 bolle i midten foroven, 2 i næste lag, 3 i tredje lag og 4 i sidste lag. Sæt stammen på til sidst.
  17. Pensl briochejuletræet med et sammenpisket æg og drys godt med perlesukker hen over.
  18. Bages ved 180 grader varmluft i ca. 25 minutter.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[Opskrift] Dutch baby - juleedition