[Opskrift] Grillede lammespyd med grøntsager

[Opskrift] Dutch baby på grill

Kan I huske den der reklame for en blender, der kørte for nogle år tilbage, hvor historien altid fulgte konceptet “will it blend?” Det blev testet på kryds og tværs om den pågældende blender nu kunne blende alt fra iPads til mere fødevarerelaterede emner.

Jeg har det ganske ofte på samme måde med tanken om hvorvidt noget kan grilles og elsker at eksperimentere med min grill og at lave al slags mad på den. Inklusive kage. Vi har haft en del forskellige grill igennem årene og hver har haft sin charme synes jeg. Kul, gas og nu senest en træpillegrill. Umiddelbart synes jeg at sidstnævnte er den bedste grill vi nogensinde har haft.

Med træpillegrillen har jeg mulighed for at styre temperaturen ret nøjagtigt og det giver virkelig gode grill resultater. Det har betydet at jeg naturligvis også har kastet mig ud i at bage på grillen i et noget større omfang end tidligere. Det er på ingen måder et must at du skal eje en træpillegrill for at bage på din grill – øvrige modeller kan heldigvis gøre arbejdet lige så godt, så kast dig endelig ud i det.

Du kunne jo starte med denne dutch baby (som i øvrigt er god i ovnen også)

Dutch baby på grill

Det skal du bruge:

55 gram hvedemel
3 æg (stuetemperatur så tag dem ud af køleskabet lidt tid inden du skal bruge dem)
1 1/4 dl. mælk
40 gram smør, der smeltes
1 spsk. sukker
1/4 tsk. salt

125 gram friske blåbær (kan udskiftes med andre bær – for eksempel hindbær, jordbær eller brombær alt afhængig af sæson)

Sådan gør du:

  1. Forvarm grillen til 220 grader. (eller 220 grader varmluft hvis du bruger ovn) Bruger du en gasgrill så bag over inddirekte varme.
  2. Pisk æg, mælk og tre spsk. af det smeltede smør sammen i en skål. (du har smeltet smør til overs – det skal bruges senere)
  3. Tilsæt sukker og salt og pisk melet i blandingen.
  4. Når grillen/ovnen er varm sætter du støbejernspanden ind i ovnen i 2 minutter (har du ikke en støbejernspande kan et ildfast fad bruges)
  5. Tag panden ud af grillen/ovnen og hæld det resterende smeltede smør i panden og pandekagedejen oven på.
  6. Hæld de friske blåbær oven i dejen og sæt panden tilbage i ovnen.
  7. Bag i ca.15 minutter – undlad at åbne grill-lågen/ovnlågen undervejs. Jeg bager min dutch baby på nederste rist når jeg griller den.
  8. Tag dutch baby’en ud af grillen/ovnen og drys evt. lidt flormelis over den – den er bedst, mens den er lun så hav gerne en (lækker)sulten flok klar til at hjælpe dig med at sætte den til livs. Den smager fremragende med en smule hjemmelavet lemoncurd til – du kan finde en nem opskrift på lemoncurd lige her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[Opskrift] Grillede lammespyd med grøntsager