Så står vi her – med snuden nede i hverdagen

Hverdagen – jeg holder af den. Sådan på ægte Turéll manér – med al dens travlhed, logistikudfordringer og projektplanlægning. Og heldigvis også med al dens herlighed – samtaler ved aftensmaden, faste rutiner og forudsigelighed.

Og nu er den her og jeg står med hænderne nede i skuffen med madkasserne og synes jeg var på toppen, da jeg tankede køleskabet op med lækkerier til madpakkerne og samtidigt havde glemt at yngstesønnen jo manglede en ny drikkedunk og derfor kommer afsted med sin lillesøsters lyserøde af slagsen idag. Heldigvis er han ligeglad med farven og jeg har lovet at huske den der drikkedunk idag.

Der er to dage til lillesøster starter i skole og derfor er vi så heldige at have et par dage sammen til pigehygge – hun elsker det og har ønsket at spise frokost på café idag og gå en tur i byen. Hvordan hun pludselig blev skoleklar er jeg nødt til at undlade at kommentere på for det bliver en alt for klichéfyldt snak om, hvordan tiden flyver afsted.

Jeg husker heldigvis ret ofte at tænke på, hvor priviligeret et liv jeg har. Hvor fantastisk det er, at vi har kunnet planlægge vores hverdag, så ungerne ikke har for lange dage i institutionen og de kan være hjemme i hele sommerferien.

Jeg er klar over at det ikke er alle forundt og er derfor ekstra taknemmelig. For ind imellem min kære mands rejsedage med jobbet er jeg så heldig at kunne fungere som familiens projektleder, logistikansvarlig, key account chef og supply chain manager. (ja ja – den der universitetsuddannelse er ikke helt spildt på mig)

På toppen af det må jeg også arbejde med noget jeg er glad for – det er da priviligeret. Da jeg vågnede i morges læste jeg lige det seneste indlæg fra Far til fire piger og blev ramt af hans skriv om det med hverdagen. Om at huske at se hinanden i øjnene også i hverdagene. Det tager jeg lige med mig – sammen med en ekstra kop kaffe. For mens jeg sidder her og forherliger hverdagen rammer den hurtigt nok ved jeg.

En ven fortalte mig en gang noget hendes bedstefar havde sagt til hende da hun var på ferie hos ham som barn. Hun havde en tendens til at være lidt morgensur og bedstefar sagde derfor at hun måtte blive hos dem på ferie så længe hun havde lyst, når bare hun hver dag stod op og sagde “Godmorgen og tillykke med den nye dag” – det er flere år siden hun fortalte historien, men den hænger virkeligt fast.
På dage hvor jeg synes det kan være svært at komme ud af sengen starter jeg med den sætning – den virker i øvrigt også fremragende på de alle de andre dage.

Så godmorgen – og tillykke med den nye (hver)dag.