[Opskrift] Kanelsnegle - mit bedste trick til bløde og svampede kanelsnegle

[Opskrift] Bagels til morgenmad…og til alt muligt andet….

bagelÅh bagels… i virkeligheden behøver jeg vel ikke sige mere. Brødet, der kan bruges til alt fra morgenmad til madpakker – det bliver nærmest ikke bedre.

Da vi rejste i USA sidste sommer var bagels flere gange en del af morgenmaden på de morgenmadsrestauranter vi besøgte (og green eggs and ham naturligvis – man er vel Dr. Seuss fan). Der var særligt ét sted der udmærkede sig når det kom til bagels.

En lille café i Cambridge i Boston, hvor man fik den bedste kaffe og de bedste morgenmadsbagels. Og hvor yngstebarnet var i madhimlen fordi man også kunne få suppe til morgenmad. Der var et væld af muligheder – som i, at vi taler om rigtig mange varianter af bagels. Søde, salte, stærke, nogle med ost og nogle plain. De bedste var en af de amerikanske klassikere syntes vi – dem med “everything bagel seasoning” på. En ting er jo selve bagværket – en anden ting, der er nærmest lige så vigtigt er det der er ovenpå. Og her vinder denne her altså nærmest hver gang.

Jeg kunne finde krydderiblandingen hos Trader Joes, men det er alligevel begrænset hvor mange af den slags man kan have med hjem i kufferten, når man har tømt et outlet eller to undervejs på ferien. Desuden forestiller jeg mig også det uheldige ved at blive stoppet i tolden med virkelig mange krydderiblandinger.

Løsningen er selvfølgelig at mikse sin egen blanding – den er heldigvis lige så god så den får du selvfølgelig opskriften på her.

Bagels med ægte amerikaner feeling – ca.12 stk. 

Det skal du bruge:

3 ½ dl. lunken vand
25 gram økogær
ca. 500 gram hvedemel (du kan erstatte halvdelen med groft mel hvis du vil)
1 spsk brun farin
2 tsk salt

Til kogevandet:
2 liter vand
75 gram honning

Til krydderiblandingen:
1 spsk løgflager
1 spsk hvidløgsflager
2 spsk sesamfrø
2 spsk blå birkes
1 tsk groft salt
Evt. lidt grove kerner (solsikkefrø, hørfrø)

Sådan gør du:

  1. Rør gæren ud i det lunkne vand i en røreskål.
  2. Tilsæt sukker og salt blandet med mel lidt ad gangen mens dejen æltes. Ælt indtil dejen er blank og slipper kanterne af røreskålen.
  3. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca. 1 time
  4. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del dejen i 12 stykker.
  5. Tril hvert stykke dej til en kugle, tryk den lidt fladere.
  6. Brug dine fingre til at stikke et hul i hver bagel – hullet skal have en diameter på ca.3 cm.
  7. Lad bagels hæve overdækket på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 30 minutter.
  8. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  9. Kog vandet op i en gryde og rør honningen i kogevandet. (hvis du ønsker at dine bagels skal minde mere om pretzels i dejen kan du følge min opskrift på kogevandet lige her.)
  10. Mens vandet stadig koger en smule sænker du 2-3 bagels ned i kogevandet ad gangen. Lad dem ligge i kogevandet ca. 30 sekunder på hver side. Brug en hulske til at tage dem op med og læg dem på bagepladen med bagepapiret igen.
  11. Dyb hver bagel i krydderiblandingen som du inden tiden har blandet sammen og hældt i en dyb tallerken.
  12. Bag bagels i ovnen i ca. 18-20 minutter. (til der er gyldne på toppen)
  13. Lad bagels afkøle på en rist og fyld dem lige efter dit ønske – jeg er stor fan af røræg og italiensk skinke i mine bagels.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[Opskrift] Kanelsnegle - mit bedste trick til bløde og svampede kanelsnegle