[Opskrift] Koldhævet ciabatta brød

Et rigtig godt stykke brød kan gøre alverden til forskel til et måltid hvis i spørger mig. Der er bare ikke noget som at sætte tænderne i friskbagt brød, hvad enten det er som tilbehør eller som helten i et måltid.
Hvis jeg selv måtte bestemme kunne brød godt være helten i alle mine måltider. Dette koldhævede ciabatta brød egner sig fremragende til alt fra suppe til en god kødsovs.
Det er virkelig nemt at lave og det er helt genialt at kunne lave dejen dagen i forvejen eller om morgenen inden man tager på arbejde – så er det klar når man kommer hjem fra arbejde.
Lad jer ikke skræmme af at skulle bruge semuljegryn – det kan fås i de fleste større supermarkeder og ellers kan det erstattes af for eksempel durum hvedemel.
Ciabatta brød
Det skal du bruge:
450 gram hvedemel
50 gram semuljegryn (kan erstattes af for eksempel durum hvedemel)
10 gram fint salt
20 gram øko gær
3 dl vand
1 spsk. olie
Sådan gør du:
- Opløs gæren i lunken vand i en røreskål.
- Bland hvedemel med semuljemel og hæld melet i gærblandingen lidt ad gangen, mens dejen æltes i røremaskinen.
- Bland salt og olie i dejen, mens den stadig er våd og ælt dejen godt igennem.
- Dæk skålen til med plastfolie og stil dejen til hævning i mindst 6 timer eller natten over i køleskabet.
- Tænd ovnen på 220 grader (konventionel varme) – hvis du bager med varmluft så varm ovnen op til 200 grader.
- Hvis du har en pizzasten eller som mig et Diablo Steel så lad det varme op sammen med ovnen. Alternativt kan du lade en bageplade varme op i ovnen.
- Del dejen i to stykker og form rustikke brød ud af dejen.
- Drys mel på toppen af brødet og bag brødet i ca. 20 minutter. Lad brødet afkøle på en rist eller spis det mens det er lunt.
Ingen kommentarer endnu