Hjælp – min søn er blevet vegetar

For knapt et halvt år siden kom vores 10-årige hjem og proklamerede at han var blevet vegetar. Sådan. En kombination af klimatanker og en dokumentarfilm de havde set i skolen havde fået ham til at beslutte at han skulle være vegetar.
Indrømmet – jeg tænkte et kort øjeblik, at det nok holdt indtil næste søndagsbrunch. After all – knægten elskede bacon. Selvfølgelig skulle jeg have vidst bedre – for jeg kender næppe nogen, der er mere målrettede og vedholdende når han beslutter sig for noget. (tak til hans far for de gener) At han tidligere i et helt år har holdt sig fra slik og andre lækkerier understreger blot pointen.
De første par uger gik med at nytænke alt fra morgenmad til madpakker og jeg surfede hvert et hjørne af internettet for at finde inspiration til aftensmad. Og der i starten spiste han som regel de grøntsager vi andre fik til aftensmaden som sit hovedmåltid – det tænkte jeg ret hurtigt ikke var en holdbar løsning, for det var ærligt talt noget kedeligt og jeg havde også mine tvivl om det gav ham den næring han havde brug for.
Så jeg måtte gentænke strategien. At lave to forskellige måltider hver gang der skulle aftensmad på bordet var ikke en holdbar løsning – både tidsperspektivet, men særligt følelsen af at være sammen om maden og ikke føle sig i en kategori “udenfor” var ikke hensigtsmæssig.
Løsningen blev derfor at jeg vendte min tankegang omkring aftensmåltidet på hovedet – så alt andet end kødet var omdrejningspunktet. Vi gjorde ganske enkelt grøntsagerne og de ikke-animalske proteiner til heltene i måltiderne. Hero the ingrediens, som de ville have sagt i Masterchef Australia.
Og så skal jeg da love for der skete noget – at lave mad blev nærmest en ny fornøjelse – jeg har altid elsket at lave mad, men nye udfordringer er bare ekstra sjove. Samtlige af familiens medlemmer er blevet langt mere deltagende i madlavningen og vi får prøvet alverdens retter af. I første omgang har vi testet en del varianter af “klassikere” og særligt stolte er vi af vores grundopskrift på grøntsagsbolognese, som kan anvendes til mange forskellige retter.
Vi er vilde med det nye madeventyr og ret stolte af vores søn, der har taget et standpunkt omkring noget, der er vigtigt for ham. Det bakker vi gerne op om – og samtidig lærer vi andre også en hel masse i processen. Det må da være det vi kalder win-win.
Har i erfaring med vegetarmad? Vi føler os stadig ret nye i universet, så jeg vil så gerne høre fra jer med jeres oplevelser og hints til gode opskrifter.
Jeg er ikke selv vegetar, men er faldet over to blogs, der udelukkende har vegetariske retter – så i fald du mangler inspiration (og ikke allerede kender de to blogs), vil jeg foreslå at slå et smut forbi Vanløse Blues og Englerod ☺️
Og sikke en sej og viljestærk søn 💪🏼