Da jeg fik en personlig træner for et år siden gjorde jeg det ret hurtigt klart for ham at jeg, udover at være i virkelig dårlig form, hadede cardio træning. Som i at jeg syntes det-var-så-kedeligt-at-jeg-var-lige-ved-at-dø-bare-ved-tanken. Det holdt ham nu ikke tilbage for at sætte det på dagsordenen. Heller ikke selvom jeg hver gang brokkede mig så meget, at jeg var sikker på at han på et tidspunkt ville give op – blot for at slippe for at høre på mit brok. Det gjorde han sjovt nok ikke. Det har været endeløse minutter, timer, og det der føltes som dage med mig på løbebånd, romaskine, cykel med brok, brok og brok. Han har forsøgt sig med mange ting – heriblandt...

Titlen på dette blogindlæg siger i virkeligheden det hele – jeg er skadet og frustreret. Måske mest det sidste lige pt. For et par måneder siden fik jeg nogle muskelspændinger i ryggen i forbindelse med træning. Det er jo ikke fordi der er noget unormalt i det og jeg tænkte at det helt sikkert ville gå over igen og jeg fortsatte træningen uden at justere på den. Det blev bare ikke bedre af, at jeg ignorerede det (sjovt nok). Min strategi viste sig at være ret skæv – efter at have gennemgået fasen med at ignorere smerterne var næste fase, at jeg tænkte “det træner jeg mig igennem” og derefter mødte jeg den fase, hvor jeg ikke længere kunne ignorere...