Lækkert rugbrød uden surdej

[Opskrift] Lækre bløde donuts

Disse lækre bløde donuts er et hit hver gang vi laver dem på vores matrikel. For ganske nylig spillede de hovedrollen, da vi lavede søndagskage. For nok er denne tid begrænsende for mange af vores aktiviteter, men søndagskage kan vi da lave også mens vi er i en tid, hvor det er bedst blot at blive på egen matrikel.

Opskriften jeg har brugt minder ret meget om den opskrift jeg bruger, når jeg laver berlinere – altså den form for “donuts”, der bliver fyldt med alt fra sveske – eller hindbærfyld til nutella.

De her donuts er af den mere simple slags om du vil – blot friturestegt og rullet i sukker. Du kan selvfølgelig også vælge at overtrække dem med glasur og dekorere dem med alverdens sager – kun fantasien sætter grænser. Jeg har faktisk også haft held med at lave dem i min Actifry så hvis du foretrækker at springe friturestegningen over og har sådan en maskine stående så kast dig endelig over det.

Der bliver temmelig mange donuts af denne portion dej – hvis du ikke ønsker at lave dem alle på én gang kan du vælge at fryse noget af dejen ned. Gør det i så fald inden sidste hævning – når du skal bruge dejen lader du den tø op ved stuetemperatur, stikker dejen ud til donuts og lader dem efterhæve en halv time inden stegning.

Donuts – en ganske stor flok

Det skal du bruge:
25 gram øko gær
190 ml lunken mælk
40 gram sukker
3 æg
525 gram hvedemel
Revet citronskal fra ½ citron – du kan også sagtens bruge skallen fra en hel citron, hvis du er vild med den friske citrussmag.
5 gram fint salt
100 gram usaltet smør

2 liter smagsneutral olie (fx. solsikkeolie) til stegning
Sukker (og evt. kanel) til at rulle donuts i efter de er kølet ned.

 

Sådan gør du:

  1. Oplæg gæren i det lunkne vand i en røreskål (jeg bruger røremaskine)
  2. Tilsæt sukker og æg til gærblandingen.
  3. Tilsæt mel, citronskal og salt mens dejen æltes godt igennem. Ælt indtil dejen slipper skålens kanter.
  4. Tilsæt smør i tern – lidt ad gangen mens dejen æltes. Dejen skal blive blank og blød.
  5. Læg husholdningsfilm hen over skålen og lad den stå ved stuetemperatur i ca. 2 timer, inden du sætter den i køleskabet i 12-14 timer eller natten over.
  6. Tag dejen ud af køleskabet og rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse.
  7. Udstik dejen med en rund udstikker og lav hullet i midten med en mindre udstikker. Jeg bruger som regel en udstikker på ca. 8 cm til den store del og 1-2 cm til hullet i midten.
  8. Placer dem på et stykke bagepapir, der er drysset godt med mel. Der skal være god afstand mellem hver donut, så de ikke “vokser sammen” under næste hævning.
  9. Dæk dem til med et fugtigt viskestykke og lad dem hæve ved stuetemperatur i ca. 1 timer.
  10. Opvarm olie i en stor gryde til 170-175 grader (brug et stegetermometer eller lignende så du kan tjekke temperaturen)
  11. Steg doughnuts et par stykker ad gangen i olien – jeg steger 3 ad gangen når det er de store donuts jeg laver. Det er vigtigt at donutsene har stuetemperatur, når de lægges i olien, så temperaturen på olien holdes nogenlunde stabil – ellers får du ujævne stegeresultater. Steg hver doughnut ca. 2 minutter på hver side – de skal være gyldne.
  12. Læg de stegte donuts over på en bageplade beklædt med køkkenrulle og lad dem ligge til de er kølet af.
  13. Tril de afkølede donuts i sukker.

Spis dem mens de er friske – det er der de er allerbedst – og jeg vil garantere, at det heller ikke bliver nogen udfordring at få dem afsat.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækkert rugbrød uden surdej